Det oplukkende rum

Den tomme skolegård
Igen et vådt sæde, jeg kan se over på den bænk jeg sad på før. Solen skinner på den. Bagved ligger klasseværelserne, klokken har lige ringet og man kan køre horderne af børn bevæge sig, rumstere og snakke, snart kommer de ud. Her er moderne. Den nyeste af bygningerne, som ser ud til at have overtaget noget af pladsen i skolegården, er firkantet og har rene linjer. Øverst i hvert hjørne er et langtrukket vindue, det ligner lidt et bredt ansigt. Facaden af bygningen er beklædt med træ lægter, mørkebrune. De køre på tværs henover bygningen. Vinden blæser op og jeg kan mærke at jeg sidder i skyggen. Trælægterne på den sorte bygning køre henover vinduerne og skærmer, for de aflange hvide lamper indenfor. Jeg kan ikke få øje på nogen mennesker ud over maleren på stilaset og pedellen, som går rundt og samler tyggegummi op med en saks. Her ser pænt ud. Rent og ryddeligt, sort, grå, hvidt, gennemsigtigt og galvaniseret jern. I midten af skolegården, står et galvaniseret hegn holdt oppe af træpæle. I hegnet gror rosenbuske. Hvis man kniber øjnene sammen kan man ane nogle få røde roser. Sammen med hegnet står 2 træer og en flagstang. Hvert træ et beskyttet af et sort, højt, robust metal hegn. Selve træet bliver holdt på plads, af to pæle og et par bånd. På bygningen overfor hænger et lille skidt som indikere at gården er videoovervåget. Her er stadig ingen børn, kun pedeller og håndværkere. Til højre ud mod vejen står 3-4 rækker gamle træer, vinden får de blade, der er tilbage på grenene til at rasle. De blade som ikke længere sidder på grenene har samlet sig i større sammenblæste bunker, op af kantsten og husmure.

- Daniel Michelsen

Stilhed før storm

Efter at have kæmpet mig op af bakken i et alt for hårdt tempo efter min dårlige kondition.  Lader jeg mig falde ned på en bænk i en øde skolegård. Vinden blæser let i mit hår og snoren på flagstangen smælder mod stangens hvide flade. Solen varmer mig, mens jeg lytter til lydene omkring mig. Pludselig dukker en pige op uden for skoledøren, i en kort bevægelse tørrer hun noget væk under øjet og forsvinder ud af skolegården. En let raslen tæt ved viser sig at være de resterende gulgrønne blade på et lille træ, fugle pipper i det fjerne og afbrydes af pedellens mixer i murerbaljen. Får øje på krusninger i vandpyttens spejl efterfulgt af et klap med stigen når bygningsmaleren ved indgangen flytter på stigen. Bænken jeg sidder på danner i samarbejde med solen skygger der begynder at ligne mytologiske uhyrer, med hugtænder og kæmpegab. Tyggegummiklatter der er trådt ud og måske har ligget der i en evighed, trådt på af mange hundrede børn. Skolen facade lyser hvidt mod den flotte blå himmel. Skolens vinduer er sorte i den hvide facade og genspejles i en af vandpytterne i skolegården. Skoleklokken forskrækker mig med sin høje lyd, og der høres skrig og latter, og få elever bevæger sig fra en bygning til en anden og opsluges i den hvide bygning med de sorte vinduer.  ”11:30” lyder det fra en pige i en gruppe, hvorefter hun overdøves af en forbi kørende knallert.  

- Pia Gebauer

Lidenskab
Med tomt blik stirrer jeg over den tomme plads ved torvet i byen. Vinden piber og risler i træerne og affald, blade mm suser hen ad gaden. Jeg bemærker, hvordan vindstødene løfter bladene op fra jorden og kaster dem rundt. De vrider sig om hinanden og tiltrækkes og frastødes som magneter. Det ligner de leger. Måske de prøver at fange hinanden. Legen ser både vild og kærlig ud på samme tid. De hurtige vrid ser lidenskabelige ud og det blide nærvær mellem bladene giver mig blandende følelser. Positive følelser. Lethed, glæde og beundring. Bladenes leg fortsætter hen over torvet til butikkernes bygninger og stopper så brat. Vindens stærke stød kan ikke nå ind til muren, lidenskaben er væk og legen er slut.
- Christina Pedersen

De dansende blade
Sidder på en trappesten på torvet midt inde i byen, på en solrig efterårs dag. Blæsten trækker op og med let hed fanger bladene som ligger på jorden vinden og danser med. De tager aftag fra jorden og stiger op mod himmelen. De hvirvler imellem hinanden, flirtende og uskyldige. Bladene strejfer jorden, hvorefter de bliver skudt til vejrs og de stærke vinde hiver dem fra hinanden.
- Maj Lundberg

På ferie
Jeg sidder på en våd bænk i en skolegård. Overfor mig er en stor kunst græs fodboldbane, der får mig til at tænke på USA, fordi den er så stor. Den er indhegnet og man må ikke have fodboldstøvler på, viser et skilt. Der er en flagstang i midten af skolegården, hvor der er vimpelflag i. jeg tænker at der er noget statisk over det, at man er stolt af at fejre Danmark, men også at fejre de mennesker der arbejder der. Mest dem der arbejder der, for der må være mindst en elev der har fødselsdag, og den person fejrer de ikke med at sætte Dannebrog på. Der er gittervægge med planer der vokser op ad, sat op ned langs midten af skolegården. Det giver en sydlandsk fornemmelse i mig, og da solen står lige på mit ansigt, så føler jeg igen endnu mere at jeg er hjemme i USA. Med det hører en nye fløj der er bygget til skolen, hvor der er svalegange som vender over imod fodboldbanen. Jo jeg er på ferie, og når jeg ser fremad, så ser jeg en bakke i horisonten og at det går nedad. Så tænker jeg på en af de bakker man kan sidde på og kigge ud over Hollywood. Til venstre er bare gamle Danmark, med en historisk dansk bygning i art deco-stil.
- Kevin Arnold

Efter klokken har ringet ud for sidste gang

Jeg står midt i skolegården efter skolen har ringet ud for dagens sidste time og de sidste børn har forladt skolen og glæder sig til at komme hjem for, at møde hjemmets trygge rum og forældrenes varme modtagelse glade og spændte på, at høre hvad de har lært i dag. Der er nu musse stille i gården, som lyden af en forladt og nedlagt bygning og det er lige før, man kan høre lyden af efterårsbladende der lander på jorden. Det er en dejlig men alligevel trist stemning for lyden af børnelatter er for i dag forsvundet og føles nu ensomt og koldt. I stedet er det naturen med sine smukke farver og lydene af fuglekvidder der får min opmærksomhed, men det er som om, at man alligevel godt kan hører børn løbe omkring og lege og grine, det føles som sjæle der vandre over pladsen usete men hørte. Jeg vil nu forlade stedet med en følelse af at have været i et stille rum med mine tanker men med en god fornemmelse af, at det er en plads som til dagligt er fyldt med glæde, latter, råb, leg og ballade det som enhver legeplads skal indeholde.

- Skrevet af Sasia Steenfeldt